Colostrum til sportsudøvere

Hvorfor forskes der i colostrum som kosttilskud til sportsudøvere?

Konkurrencen nærmer sig, træningsintensiteten øges, præstationsevnen forbedres og alt går som det skal. Men pludselig spoleres et nøje tilrettelagt træningsprogram af noget så simpelt som en forkølelse.

Hvorfor er risikoen for at få en infektion større i perioder med høj træningsbelastning? Og hvordan giver man kroppen de bedste betingelser for at restituere i perioder, hvor intensiv træning er nødvendig for optimal præstationsevne? I deres søgen på svar, undersøger forskerne også, hvorvidt colostrum – den første mælk fra koen – kan bidrage til at styrke immunforsvaret og nedsætte risikoen for infektioner hos sportsudøvere og atleter.

Elitesportsudøverens paradoks
Det er velkendt at regelmæssig motion opbygger og styrker kroppen, så den bliver bedre i stand til at imødegå de angreb, kroppen løbende udsættes for. Det kan være harmløse infektioner som forkølelse, men også mere voldsomme angreb af fx influenza overkommes lettere. Den sports-trænede person oplever også en hurtigere rekonvalescens efter operation og vil på længere sigt også være bedre rustet til at modstå mere alvorlige sygdomme såsom hjerte-kar sygdomme, type-2 diabetes og cancer [1].

Hvorfor oplever elitesportsudøveren så, at hyppigheden af infektioner stiger op mod konkurrencer? Inden for det forholdsvis nye forskningsfelt ”Exercise and immune function” er forskerne enige om, at perioder med meget intensiv træning svækker immunforsvaret og medfører en øget risiko for infektioner. Man kender endnu ikke mekanismerne bag, men kan se, at bl.a. slimhinder i mundhule og tarm ændrer sig, når kroppen oplever et øget stressniveau ved meget intensiv sport [2]. Det betyder, at den aktive atlet skal tage særlige forholdsregler for at beskytte sig, når immunforsvaret svækkes af meget intensiv træning.

Viden om kroppens reaktion i perioder med ekstrem belastning har de senere år bidraget til et øget fokus på vigtigheden af restitution, særligt inden for eliteidræt. Der tales om optimering af restitution og om kvalitet i restitutionen. Men også den ernæringsmæssige restitution og muligheden for at styrke kroppen gennem kosten er blevet et vigtigt redskab til optimal genopbygning. Derfor retter forskningen i stigende grad blikket mod kosttilskud, som en lovlig vej til at tilføre kroppen det, den har brug for til optimal genopbygning. Et af de naturprodukter, der har vakt international interesse blandt forskere i eliteidræt er colostrum.

Hvad er colostrum?
Colostrum – også kaldet råmælk - er den første mælk, koen giver i døgnet efter kælvning. Ligesom ”normal” komælk, har colostrum et højt indhold af næringsstoffer, men indeholder derudover en lang række bioaktive stoffer, der har betydning for kalvens vækst og udvikling af immunsystem [3]. Vigtigheden af disse stoffer for kalvens evne til at modstå infektioner har helt naturligt medført en interesse for colostrum som kosttilskud til mennesker.

Koen giver kun colostrum i få dage efter kælvning. Kalven skal have de første 4 liter for at få dækket sit behov. Man får derfor højst 8-10 liter colostrum fra en ko én gang om året, hvilket giver 1½ - 2 kg færdigt colostrumpulver. Der skal altså indsamles colostrum fra mange køer for at etablere en produktion. Her ligger en af årsagerne til, at dansk colostrum som kosttilskud først blev lanceret i 2013, hvor Biodane Pharma A/S blev godkendt som Danmarks eneste producent.

Kan colostrum hjælpe atleter?
Idrætsforskernes interesse for colostrum samler sig især om to af elitesportsudøvernes udfordringer - svækket immunforsvar og maveproblemer.

Sportsudøvere inden for udholdenhedssport (cykelryttere, langdistanceløbere, svømmere og triatleter) er særligt udsat for infektioner i de øvre luftveje såsom ondt i halsen og forkølelse. Det ser ud til at infektionerne indtræffer hyppigere i perioder op til konkurrencer, hvor træningsintensiteten er høj og restitutionsperioderne korte, da den hårde træning belaster immunforsvaret og giver nedsat immunfunktion [2]. Nyere studier peger på, at colostrum kan hjælpe immunforsvaret til at modstå den ekstra belastning, og at et dagligt indtag af colostrum over nogle uger kan reducere forekomsten af luftvejsinfektioner hos atleter [4]. Man ved ikke præcis, hvordan colostrum yder denne beskyttelse, men den seneste hypotese er, at det rent faktisk hænger sammen med en gavnlig effekt på mave-tarmkanalen [5].

I perioder med meget intensiv træning er det ikke unormalt, at sportsudøvere oplever mave-problemer såsom mavekrampe, diarré og kvalme. ”Runner's diarrhea” er et velkendt og frygtet fænomen hos maratonløbere, der bl.a. skyldes kombinationen af ekstrem fysisk belastning og en øget legemstemperatur. Disse betingelser stresser tarmen, og gør den mere gennemtrængelig for bakterier, toksiner og andre stoffer, der normalt ikke kan passere fra tarmen over i blodbanen. Det giver en akut effekt i form af mavesmerter og diarré, men det belaster samtidig immunforsvaret, der skal på overarbejde for at bekæmpe de uønskede stoffer i blodet [6]. Studier har vist, at tarmens gennemtrængelighed øges 2-3 gange ved intensiv træning fx op til konkurrence, men indtagelse af colostrum kan stabilisere tarmen og mærkbart modvirke denne tendens [7]. Igen kender man ikke den præcise mekanisme, men en nærliggende forklaring er, at de stoffer i colostrum, der i naturen skal modne og forsegle den nyfødte kalvs tarm, også kan hjælpe med at hele en stresset og beskadiget tarm hos sportsudøveren.

Olympisk interesse for colostrum

Colostrum er ikke et nyt kosttilskud. Især i USA, Australien og New Zealand, hvor de største producenter af colostrum ligger, er brugen af colostrum velkendt både blandt atleter og i den almindelige befolkning. Da Australien ved OL i Sydney i 2000 blev den tredje mest medalje-vindende nation, blev deres brug af colostrum nævnt som en af forklaringerne bag deres succes.

Colostrum kan også komme til at spille en rolle ved OL 2016 i Rio, hvor atleternes evne til at modstå den høje luftforurening kan blive en betydelig faktor. Forskere ved Edinburgh Napier Universitet er i gang med at undersøge, hvorvidt colostrum kan reducere atleternes risiko for luftvejsproblemer i et miljø med et højt niveau af CO2 og NO2. Studiet fokuserer på colostrums evne til at reducere infektioner og træthed samt forbedre restitution efter træning og vil blive anvendt af de britiske atleter, såfremt resultaterne viser den fornødne effekt.

Sikkerhed ved brug af colostrum

Colostrum fra køer betragtes som et sikkert produkt, der ikke medfører risiko for alvorlige bivirkninger [8]. Mælkeallergikere frarådes dog at spise colostrum.

Sikkerheden af colostrum til atleter er et kontroversielt emne, der af og til debatteres pga. colostrums naturlige indhold af vækstfaktorer såsom IGF-1, der i sin rene form ikke er tilladt. Colostrum tester imidlertid ikke positivt ved doping test og står derfor ikke på WADA´s (World-Anti-Doping-Agency) 2014-liste over forbudte stoffer. I et studium er det vist, at atleters indtag af helt op til 60 g colostrum om dagen i fire uger ikke påvirkede IGF-1 indholdet i atleternes blod eller urin [9]. Pga. den fortsatte usikkerhed om colostrums virkningsmekanismer, gør WADA dog fortsat opmærksom på, at colostrum har et naturligt indhold af IGF-1 og andre vækstfremmende stoffer, der potentielt kan influere på resultatet af anti-doping tests.

Andre forskningsperspektiver for dansk colostrum

Der foregår i disse år et stort, internationalt forskningsarbejde med at kortlægge colostrums anvendelsesmuligheder til særligt udsatte patientgrupper. Biodane Pharma A/S leverer colostrum til to igangværende kliniske forsøg. I projektet ”Colostrum-diæt til leukæmiramte børn i kemoterapi” undersøger Odense Universitetshospital colostrums evne til at beskytte mave-tarm kanalen mod skadevirkninger af kemoterapi og forebygge alvorlige infektioner hos leukæmibørn. I projektet ”NEOMUNE - Early milk and microbiota to support immunity, gut and brain development” undersøger Rigshospitalet og Københavns Universitet, hvorvidt colostrum kan bidrage til at modne tarmen hos for tidligt fødte spædbørn og reducere risikoen for udvikling af en livsfarlig tarmsygdom. Projekterne løber frem til 2017.

Referencer
[1] Gleeson M. et al. (2011) The anti-inflammatory effects of exercise: mechanisms and implications for the prevention and treatment of disease. Nature Reviews 11: 607-615.
[2] Walsh N.P. et al (2011) Position statement. Part one: immune function and exercise. Exercise Immunology Review.
[3] Pakkanen R & Aalto J (1997) Growth factors and antimicrobial factors of bovine colostrum. International Dairy Journal 7: 285-297.
[4] Davison G. & Diment B.C. (2010) Bovine colostrum supplementation attenuates the decrease of salivary lysozyme and enhances the recovery of neutrophil function after prolonged exercise. British Journal of Nutrition 103: 1425-1432.
[5] Davison G. (2013) Bovine colostrum and immune function after exercise. Medicine and Sport Science 59: 62-69.
[6] Lambert G.P. (2008) Intestinal barrier dysfunction, endotoxemia and gastrointestinal symptoms during exercise-heat stress. Medicine and Sport Science 53:61-73.
[7] Marchbank et al. (2011) The nutriceutical bovine colostrum truncates the increase in gut permeability caused by heavy exercise in athletes. American Journal of Physiology 300: G477-G484.
[8] Rathe M. et al. (2014) Clinical applications of bovine colostrum therapy: a systematic review. Nutrition Reviews 72: 237-254.
[9] Kuipers H. (2002) Effects of oral bovine colostrum supplementation on serum Insuline-like Growth Factor-I levels. Nutrition 18:566-567.

Tak

Følgende produkt(er) er nu lagt i kurven

Har du prøvet den nye variant SylliFlor Kakao?
Suppler dine kostfibre med polyfenoler
Køb mere